Jeg har ellers været rigtig glad for slagteren i Maglebrænde, som jeg har købt hos
siden jeg flyttede til Bogø.

Priserne er til at komme i nærheden af, men som i alle tilfælde: køber man for billigt
er kvaliteten også derefter. Specielt er jeg meget vild med pålægget, der bliver
skåret, så man kan smage det – nej her er det ikke så tyndt, så det kan bruges som
solbrilleglas og prisen, ja den kan selv ikke supermarkederne slå.

Alt i alt altid en god oplevelse at fylde fryseren op lige indtil i går, hvor jeg blev
taget godt og grundigt ved næsen og på pengepungen, og det er det værste man kan
udsætte mig for.

Inden jeg kørte af sted til Maglebrænde slagteren, smutter jeg lige forbi hjemmesiden for at lader mig inspirere og tjekke priser.

Men i går blev jeg sku’ vred, da jeg kom hjem og tjekkede min regning og opdagede, at
jeg havde betalt 75,- kr. mere pr. kg. for kalve tyndstegsfile uden sål end oplyst på
hjemmesiden.

Godt nok blev sålen skåret fra, da jeg stod hos slagteren, men det skulle prisen da
ikke ændre sig af. Prisen må for pokker da være den samme, hvad enten sålen er
fjernet før, eller mens man er til stede.
Det er ikke de 102,- kr. jeg har betalt for meget – det overlever jeg nok, selvom jeg
afskyr at blive snydt og specielt på pengepungen. Men det, der slog mig for brystet,
var slagterens bemærkning, da jeg ringede for at høre, om det kunne ha’ sin rigtighed.
For nu gik det ikke på, om det var uden sålen, men om der var fedtkant eller ej – Kalve
tyndstegsfile er vel for pokker kalve tyndstegsfilet efter min bedste overbevisning.

Hvis der er nogen morale i min historie, må den være ”køb altid kalve tyndstegsfilet
med sål”, så bliver du ikke snydt.

Jeg kan undre mig over den noget flossede forretningsetik man udviser i Kina.
Efter jeg har brugt oceaner af tid på at afgive en ordre og betalt denne og modtaget min ordrebekræftelse, skulle jeg mene, at alt er som det skal være. Men her kommer jeg til at gøre regning uden vært, for næste dag modtager jeg en e-mail med besked om, at sådan ca. 1/3 af min ordre ikke kan leveres.
Firmaet har på mine vegne selv udtænkt andre produkter, som de på det, jeg kalder ”Amerikansk knæfald”, meddeler mig jeg vil synes det er helt ok. Nej det er det ikke, og igen efter timers ørkenvandring, har jeg fået fundet nye produkter i stedet, men nok engang må jeg ud i en runde for at finde nye produkter.
Da den 3. e-mail ankommer i min indbakke med dårligt nyt, er min tålmodighed ved at være sat på en meget stor prøve, for her er det ikke kun andre produkter, der tilbydes, men firmaet tilbyder igen med det jeg kalder ”Amerikansk knæfald”, at mine penge kan gemmes til min næste ordre.
Da ændringerne efterhånden har fjernet sig så meget fra det, jeg startede op med, ønsker jeg ikke, at mine penge skal stå andre steder end på min konto.
Efter noget skriveri bliver jeg nødt til at affinde mig med, at jeg skal afgive en ny ordre.
Nogen tid efter afgiver jeg så en ekspresordre, og her gentager det hele sig nok engang. Og efter en uges skriveri frem og tilbage er alt endelig faldet på plads. Men her gør jeg nok engang ”regning uden vært”. Efter jeg har rykket flere gange for en afsendelses dato, går der op til 3 uger inden min ekspresordre bliver afsendt (her kan man bestem ikke tale om en ”lynkineser” men en fuser).
Desværre er Kina en af de største udbydere af perler i halvædelsten, så jeg bliver nok nød til at affinde mig med, at sådan er tingenes tilstand når man handler med kinesiske firmaer.

Please it would be a great help if you do not put spam-comments into my bloog.

It is wasting both your and my time, that we could use more of our fellow human beings.

I dag fik jeg mine hårnåle og elastikker fra USA. Det er altid med stor forventning når pakken/kuverten bliver åbnet, er det nu også som det billede jeg havde dannet mig i hovedet.
Alt var som det skulle være næsten, nu mangler de mange nussersøde ting i resin og fimoler, som skal pryde hårnåle og elastikker og tænde lys i små pigers øjne her til foråret og sommeren, når de skal fiske i min lille Hello Kitty fiskedam for piger.

kan ikke vente må lige prøve, godt der heldigvis lå lidt fra i sommers – det blev mega sødt.

Et årsskifte er for mig altid et tilbageblik – et tilbageblik på året som gik både med glæde og sorger og en forventning til, hvad det nye år bringer.

For mig har 2011 været et godt og spændende år, hvor jeg har haft udfordringer i stor stil både som formand for Sydsjællands Tekstil-laug og min store passion smykker, som jeg bruger rigtig megen tid på.Udover dette har jeg været med til at åbne ”Brugskunst Hos Jette”, hvor vi er 6 lokale brugskunstnere, der har slået pjalterne sammen, hjulpet vores søde sogneråd og præst, når der manglede en hånd eller een til at læse en tekst.
Der er kommet et nyt oldebarn, så der nu er 3. Min niece har forøget sin familie med en lille datter, så de er nu en familie på 5. Den yngste af vores piger er blevet gift i sommer med sin søde kæreste, hun har kendt fra barnsben, og min mand er nu fuldtids pensionist.
Og den ældste af vores piger har nu boet i Danmark i lidt over et år med de to mindste af hendes børn og mand efter 24 år i udlandet. Det er en glæde jeg takker min skaber for hver dag, men i den anden ende står en bedstemor/far med samme savn, som jeg kender til, og det gør mig samtidig ondt.

Jeg har desværre ikke været den heldige mormor, der havde sine børnebørn tæt på, men stået på sidelinjen. At se og være sammen med dem skulle planlægges med ferie og timers fly og biltur. Det har til tider været hårdt ikke at være en del af deres hverdagsliv, men langdistance mormoren der ikke har så meget indblik i deres hverdag med venner, fritidsinteresser, skole og føle ændringerne i deres opvækst tæt på.
I de rigtig svære periode overbeviste jeg mig selv om, at een familie skulle trække det korte strå. Og det blev os. Uanset hvad er der altid en familie, der står tilbage med savnet.

Jeg har store forventninger til 2012 som et år med nye udfordringer og tid til eftertanke.

Øv er der noget mere ærgerligt end at stå og mangle garn til de sidste 2-3 cm. Det var desværre det, der skete for mig på en søndag eftermiddag.
Nå – men pyt det kan klares indefor 5 min. En af de goder, der er ved at bo på en lille ø med øko-får og garn indenfor rækkevide. Ikke noget med at vente til forretningerne åbner, man griber lige mobilen, og så er den ged barberet.
Herren i huset skulle på sin daglige tur med kameraet om halsen, så det var helt indlysende, at han jo trods regn og en gevaldig storm lige skulle smutte forbi efter garnet til mig.
Udstyret med en af de små benvarmere stred han sig afsted opsat på at løfte opgaven. At komme hjem med nogle gode billeder af vejrliget og garn til mig.
Godt våd og forblæst kom han hjem og med glæde i stemmen “jeg har husket dit garn” hev han det op af lomme. Fluks gik jeg igang med at vinde garnet op, så jeg kunne blive færdig med de små benvarmere – ak og ve, da jeg havde strikket det sidste kunne jeg se, at farven var en anelse lysere og samtidig mærke at kvaliteten ikke var helt så blød, selvom det var den samme sammensætning af gothlænder, merino og angora. Det var faktisk ikke til at se, når man holdt trådene op mod hianden. Så han var lovligt undskyldt den kære mand.
Jeg havde ikke været opmærksom på at oplyse min søde mand om, at det var fra sidste års klipning. Ulden kan falde forskelligt ud, når den bliver behandlet på spinderiet selvom det er fra de samme får og i samme farve. 

Benvarmer i gothlænder, merino og angora